Så har vi atter jul(ebryg) igen!


Kære storgruppe og andre, der skulle have sneget sig ind på vores spark-røv hjemmeside!
Endnu engang er vi kommet til den tid på året, hvor vi kan forkæle vores smagsløg med sneens sande perler fra de danske bryggerier. Danmark er efterhånden blevet et land, som med rette kan kalde sig for den hyggelige årstids centrum. Landets fabrikker har nemlig foræret os ikke mindre en 39 forskellige såkaldte juleøl. Her er det straks vigtigt at fastslå, at ikke enhver bryg fortjener at blive defineret som juleøl, og derfor har undertegnede udført det hårde arbejde for Jer, så I ikke gør det forkerte køb. Testen foregår på følgende måde. Da jeg først på dagen har taget bussen til min hjemegn, Thy, starter jeg med at genopfriske gamle minder ved at drikke en seks-pak Thy-pilsner. Tro ikke forkert! Det er ikke for egen fornøjelses skyld, at disse øl bliver skyllet ned i svælget, men for at fastslå den almindelige pilsnersmag. Det gør mig i stand til at bestemme, om testens kandidater smager på den rigtige anderledes julemåde. Efter en lang subjektiv diskussion beslutter jeg mig for at vurdere de seks juleøl, der er undertegnede mest kendt. Det skal her nævnes, at testen rummede endnu tre øl, men da disse var indtaget til sidst, turde jeg ikke stole på mine sanser. I øvrigt har jeg drukket øllene ved stuetemperatur, da dette fremhæver hele smagen. De seks finalister, som alle kan købes i Aalborg, er:

Rød X-mas:

Jeg lægger hårdt ud med denne efterhånden legendariske juleøl. Øjeblikkeligt rammer den næsten kvalmende duft mine næsebor, og efter at have nedskyllet et halvt glas kan jeg konkludere, at her virkelig er tale om en juleøl. Dens ultrasøde smag kilder helt ud i læberne, hvilket på sin egen måde kan virke fedt nok. På trods af den gode julesmag, må jeg dog kritisere dette mærke for at have overdrevet sødmen. Den kan drikkes og nydes, men lad være med at købe mere end et par stykker; du vil brække dig, før du overhovedet får fornemmelsen af beruselse.
Rød X-mas får 3 ud af 6 søde klejner

Blå X-mas:

Nu er det tid til min gamle favorit, men da det af gode grunde er et år siden, at denne øl sidst blev nydt, må jeg tage den op til revurdering. Min første observation er, at øllen har en pæn pebernødde-agtig farve, hvilket lover godt. Og god er den. Den har en mindre sødme end sin røde tvilling og indeholder mere af den gode styrke. Hvis du skulle se denne juleøl på tilbud, så er der ingen grund til ikke at forsyne sig til en rigtig jule-gå-i-byen-tur.
Blå X-mas får 5½ ud af 6 hjemmebagte og let overbrændte pebernødder.

Tuborg Julebryg:

Jeg siger det ligeud: Denne øl er kun med for en advarsels skyld. Ja, ja, jeg ved godt, at den er populær og alt det der, men fandme nej! Det eneste julesmag, denne bryg tilføjer din aften, er en irriterende eftersmag. Generelt smager den lige så meget af almindelig øl, som den dufter. Tuborg reklamerer endda med, at de i brygningen har tilsat lakrids, så spørger jeg bare: “Hvorfor?” Så vidt jeg husker, har julen aldrig været en lakrids-årstid, og desuden kan man overhovedet ikke smage det. Køb hellere en almindelig Tuborg og spar penge! Det eneste positive træk er den pæne bronzefarve.
Tuborg Julebryg for 1½ ud af 6 kedelige julegaver fra moster Alma.

Carls Jul:

Nu er tiden inde til en overraskelse, da denne øl skal nydes for første gang. Princippet med “Carls” lover allerede godt, da undertegnede var med til at stemme på øllen “Carls special”, da denne vandt Carlsbergs ølkonkurrence for et par år siden. Med det samme forføres jeg af øllens smukke farve, der bare siger: “Ta´ mig, hårdt!” Så det gjorde jeg; Det varede ikke længe, men hold kæft hvor var det godt for mig! Med sin blide let kildende sødme går en sand juleøl lige ned i den efterhånden skvulpende mavesæk.
Carls jul får 6 ud af 6 mulige jule-scoringer.

Thy Julebryg:

For de, som i deres liv aldrig har drukket en Thy pilsner, skal det nævnes, at det lille bryggeris slogan er: “styrken ligger i smagen”. Dette bekræftes af det faktum, at pilsneren flere gange har vundet internationale priser. Julebryggen skal dog ikke vurderes udfra dette synspunkt, da den har en fremtrædende styrke på 7,9 procent. Duften er lettere sød og ellers indbydende. Smagen er dog under det forventede niveau. Den umiddelbart småsøde smag druknes i en overdreven sød eftersmag, hvilket er en skam. Dog er den ikke så fed i det, som man ellers kunne forvente af en så stærk øl.
Thy Julebryg får 4 ud af 6 lokale vejvisere

Thy Julefnug:

Efterhånden har jeg fået et par genstande, men da min krop stadig indeholder en smule smagssans, slutter jeg af med en kommende legende. Den meget søde duft får mine næsebor til at danse til rytmen af “Last Christmas”, men dette er kun en appetitvækker. Heldigvis er smagen mere afdæmpet end “julebryggen”, og derfor har den en perfekt sammensætning. På den ene side har øllen en let bidende smag af sød jul, men stadig kan jeg genkende bryggeriets slogan. Hvis du er til juleøl, men samtidig godt vil kunne genkende den normale pilsner, så er julefnuggen et perfekt køb. Denne vurdering stemmer fint overens med flaskens titel, idet et snefnug også indikerer, at julen er på vej, men samtidig er let i sig selv.
Thy Julefnug får 6 ud af 6 velstegte juleænder.

Schå vil jeg ellersch gærne schige tchak for åpmærkschomheden, mæn her schlutter teschten. Jeg schlutter af mæd at drikke nåvle ølsch, schom jag ik’ hik! kan læsche va’ fanden hedder.

God fornøjelsche

Jeres ølteschter Tchommy